Fra Weilbachs Kunstleksikon:
“Henning Elving har altid i sin billedkunst foretrukket emner med musikalske berøringsflader. I sine bronzeskulpturer har Elving arbejdet med tre grundtemaer – torsoen, figurkompositionen og homogrammet.
Fra begyndelsen af l980erne har han taget udgangspunkt i mytologiske emner, hvor han med den klassiske torso har skabt rige kropslige udtryk gennem figurernes bevægelser og draperiernes fald. I hans figurkompositioner danner figurerne et slynget sensuelt forløb om midtaksen, hvor lys og skygge veksler over den meget ujævne, nærmest ætsede overflade.
Elving har desuden skabt begrebet homogrammer, er frit oversat betyder menneskebrev. Det er en fortællemåde, hvor kunstneren benytter menneskefigurer i stedet for ord til at fortælle en historie. Homogrammerne er afledt af oldtidens skrifttegn i påskeøens rongo-rongo, i helleristninger og hieroglyffer, samtidig med at de formidler tegneseriens livlige kropssprog.”
Studier m.v.
- Født, Viby Sjælland 1947.
- Studier i 1969-72 hos Svend Wiig Hansen og Svend Ritter.
- Supplerende studier på Morsø Bronzestøberi og Knudsens Metalstøberi 1986-1989 og Exametal, Barcelona 2002-03.
- Gæstelærer på Teknisk Højskole, billedhuggerlinien, Kankaanpää, Finland
- Gæstelærer på Alfa Art College, Helsinki, 2001 -2002
- Medlem af BKF
- Medlem af Dansk Billedhuggersamfund
- Medlem af Koda
Rigmor Lovring, Kunstavisen
“Med udgangspunkt i den klassiske torso-figur har billedhuggeren Henning Elving som i en digterisk sfære skabt bronzeskulpturer, hvis særprægede og individuelle udtryk giver sig til kende i figurernes linie- og formsprog.
Indhyllet i draperede klæder er skulpturernes folderige bronzegevandter således med til at forstærke overfladernes let nervøst pulserende liv. Overalt fornemmes den dramatik, som er indeholdt i det væld af muskler, som bronzehudens spændte overflade dækker over. Således afslører skulpturernes plastic den spænding og det liv, som er under stadig forandring i torsofigurernes udstråling og som til stadighed aflokker disse nye og spændende egenskaber. Ydermere er bronzens patinerede overfladebehandling med til at give hver skulptur sin helt egen historie at berette.
I mindre skulpturer er torsokroppens form næsten helt opløst. Elving har arbejdet med ideen om at fastholde figurens skygge, hvilket han har opnået bl.a. ved hjælp af en meget kraftig dramatisk virkning, som ses i det fremhævede spil, der er mellem lys og skygge.
De meget udtryksfulde og følelsesladede skulpturer er med til at placere Henning Elvings bronzefigurer nære det symbolistiske udtryk, hvorfra paralleller kan drages til både en franske billedhugger Auguste Rodin og den danske Niels Hansen-Jacobsen”.
C.F Garde, Århus Stiftstidende
“Der ligger klare tanker og overvejelser bag Henning Elvings dyrkelse af torsoen. For ham er torsoen netop et tegn, en sluttet form han kan arbejde med i en uendelighed og aflokke nye skulpturelle udtryk uden at det inderste går tabt.
Det uensartede i ensartetheden understreges også af hans opstillinger, Elving er jo også komponist og der er måske grunden til at han lader skulpturerne stå tæt så de optræder i en næsten musikalsk sammenhæng, et tema med variationer. Alligevel – eller måske netop derfor – gør hver enkelt figur indtryk både i kraft af sig selv og ved sin sammenstilling med de øvrige.
Elving arbejder også med andre skulpturer og relieffer af mere abstrakt observans. også disse vidner hver især om en udviklet skulpturel sans. Sammen med torsoerne giver det Elvings arbejde en atmosfære af mystisk kraft og universel sammenhæng, Her er vi alle sammen, forenede i bronzen.”
A. Nitkitin, om udstilling i “Art Forum” Perm, Rusland 2000.
“En række skulpturer af den danske billedhugger Henning Elving under betegnelsen “De tykke Damers Ballet” er inspireret af balletensemblet i Perm “Balet Tolstich”, oprindeligt etableret i 1987 af den russiske koreograf Evgeni Panfilov. Skulpturerne er en hyldest til Balletten og kan – ligesom balletten – ses i forbindelse med udstillingen “Art Forum 2000”.
Skulpturerne fremtræder med en stoisk og på samme tid nostalgisk ro, der synes at tage sit udgangspunkt i hele den tidligere russiske folketradition. Der fremmanes billeder fra en svunden aristokratisk tid og ophøjet fortid, der som balletoptrin drejer, snurrer og optræder i tilskuerens tanke og sind, hensat i en hellenistisk maskerade, i lang tid efter mødet med skulpturerne.
Henning Elvings kunst sætter os i en eventyrlignende hypnosis.”